Fakta om alkohol

Den påvirkede hjerne

Når vi drikker alkohol, bliver det via mavesækken optaget i vores tarmsystem. Herfra optages det i blodet og føres op til hjernen. Det betyder, at hjernen begynder at fungere dårligere.

Først bliver de mest avancerede funktioner i hjernen sat ud af kraft. Vores hjerner har evnen til at finjustere i sociale sammenhænge, så vi hele tiden ved, hvordan vi skal opføre os, når vi er sammen med andre. Den evne nedsættes, når vi drikker alkohol, og derfor bliver vi mere løsslupne.

Hvis vi fortsætter med at drikke, starter problemerne. Følelserne begynder at tage over, og vi kan blive rigtig irriterede på de andre til festen. Vi kan fx begynde at græde helt uden grund eller erklære de store følelser over for nogen.

Bliver vi meget fulde, er der ikke ret meget hjernefunktion tilbage. Så opfører vi os mere primitivt og dummere, end vi ellers ville have gjort. Vi kan finde på at hidse os op over ingenting, og det kan let blive farligt og ende med slagsmål. Vi tænker mere på sex og roder os måske ud i situationer, vi fortryder dagen efter.
Fortsætter vi med at drikke alkohol, får vi svært ved at kontrollere kroppen og begynder at kaste op, tisse i bukserne eller ligefrem besvime.

Især to ting er farlige ved alkohol:

  • Udtrykket man ‘mister hjerneceller’, når man drikker, er ikke bare en myte. Alkohol forgifter hjernen og opløser fedt. Og da hjernen består af fedt, er det skadeligt at drikke meget alkohol.
  • Vi får sværere ved at styre vores balance og kan falde og slå hovedet, hvilket kan være alvorligt. Jo mere vi drikker, jo større risiko er der for, at vi kommer til skade.

Den unge hjerne og alkohol

Vores hjerner er ikke færdigudviklede, før vi er i starten af tyverne. Det kan være skadeligt at drikke alkohol, når hjernen ikke er færdigmodnet. Desuden reagerer unge hjerner kraftigere på alkohol. Det vil sige, at man lettere mister fornuften og måske bliver lokket til at gøre dumme ting. Samtidig kan det være et problem at lære nye ting, da indlæringscentret bliver påvirket.