Novellekonkurrence

Se indhold på bjælken ovenover

Noveller skrevet af elever

GODA udskrev en novellekonkurrence med deadline 15. januar om emnet unge & alkohol. I 2019 deltog 362 elever.

Dommere: Merete Bohse og Anett Wiingaard

 

Det, vi ikke snakker om. 1. præmie 2019

Isabella stiger ud af bilen. Hun går om og åbner de to store døre bagerst i bilen. Tager fat i håndtaget og triller mig ned af den udslåede rampe. Jeg finder gravstenen med øjnene og Isabella kører mig derhen. Jeg ser på teksten og jeg slapper endelig af i skuldrene. Der bliver pludselig helt stille. Stille i mit hoved for første gang i lang tid. Ingen af os siger noget. 

Ikke klar. 2. præmie (delt) 2019

Jeg åbnede døren ud til, og en varme fyldte sig indeni i mig af glæde. De vendte sig alle sammen om, smilede, og vinkede mig over. Vi legede i mange timer sammen hver eneste dag…
Nu sidder jeg her i 8.klasse, og mine venner fra gården er ikke de samme længere, de lyder ihvertfald ikke sådan. De snakker om at drikke på fredag, nogle af pigerne og drengene altså.

Alkoholens eufori. 2. præmie (delt) 2019

Vejen hjem består af uoverskuelige moralske tømmermænd, ”det her er jo for fanden ikke, hvem jeg i virkeligheden er”, tænker Ellie for sig selv. Hun skammer sig over, hvordan hun har opført sig. Men alligevel er hun ikke overbevist om, at hun ikke vil gøre det samme næste gang, hun skal være sammen med sine ”venner”. Så hellere være beruset og blive anerkendt.

Trangen. 3. præmie (delt) 2019

De voksne sad med kaffen på bordet. Børnene legede rundt ude på den fugtige græsplæne. Jeg selv sad og stirrede på den dejlige sprut. Et glas ville ikke skade. To ville da heller ikke gøre en forskel, tænkte jeg. Men igen, jeg ville ikke få lov. 

Williams første fest. 3. præmie (delt) 2019

”Jeg tror ikke på, at du tør stå på togskinnerne i et lillebitte minut” siger Elias til mig. ”Jo selvfølgelig gør jeg da det, jeg kan stå der meget længere tid end dig.” Elias stiller sig ned på togskinnerne i to minutter. Mit hjerte banker hurtigere end nogensinde før, da jeg stille og roligt kravler ned på skinnerne. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg bare er nødt til at slå Elias’ rekord.

VINDERE FRA TIDLIGERE ÅR

Som en karrusel

Jeg er ikke pæn nok. Jeg er ikke sød nok. Jeg er ikke sjov nok. Jeg er bare ikke god nok. Jeg mærker en bølge af utilfredshed skylle igennem min krop, da jeg kigger i spejlet. Den sorte nederdel afslører, hvor tykke mine lår er. Blusen får mig til at se så stor ud, at jeg hurtigt hiver den af, kyler den gennem rummet og trækker i noget løsere.

Vodkavenskab

Jeg har været veninde med Naja, siden hun startede i begyndelsen af niende klasse. Vi har da været sammen i de fleste weekender. Når der har været fest altså. I skolen snakker vi om weekenderne. Jeg bruger udelukkelsesmetoden. Hun går ikke til nogen form for sport, så jeg kan udelukke Sportsmaster. Jeg kigger på de mennesker, der går forbi mig. De virker meget målrettede. Og Intersport, tilføjer jeg. Det kører jo, siger jeg sarkastisk.

En drink og en knap  

“Kliirgn”, lyder det, men denne gang var det ikke en knap, men det engang farverige glas, der splintrer i tusinde stykker. Anne falder om og slår hovedet ned i bordet og når kun at skimte sine veninder danse for fulde gardiner, før hun går i sort. Sirenerne bliver højere, og jeg trækker automatisk i hovedafbryderen.

Samvittighed 

Han kiggede på mig. Hvad skulle jeg sige? Jeg åbnede munden og fik fremtvunget ordene “hvem er du”? Han var døende, det var tydeligt på hans tomme reaktion. Han sagde, at han var mig. Han var min samvittighed. Det var ham, der var den lille dreng. Det var ham, der var den midaldrende mand.

Bag lukkede øjne

Hele verden bliver lukket ude. Larmen forstummer, og jeg forsvinder. Jeg bliver opslugt af min egen verden inde bag prikkende øjenlåg. Jeg flygter ind i et tomrum og venter, mens vandet vugger mig fra side til side. Jeg er flygtet ind i det svømmebassin, der ligger længst væk; flygtet fra det uundgåelige; flygtet fra far.

Natten

Telefonen ringede med en skinger lyd. I en søvnig trance svang jeg min arm over for at tage den. “Goddag, du taler med Gitte Mogensen fra Hvidovre Hospital, akutafdelingen. Jeg ringer angående din Far, og jeg vil bede dig komme hurtigst muligt. Han spørger efter dig og din bror”, sagde en tør og seriøs stemme. Og som jeg frygtede, var Noah ikke engang overrasket, da jeg hev ham ud af sengen, og vi sammen drog mod det velkendte hospital.

Parken

Den aften tager jeg igen ned i parken. Efter at have tømt et par flasker tager jeg hen til Leahs hus. En af de ældre drenge har lånt mig en dåse rød graffiti maling. Jeg hiver dåsen op af jakkelommen og skriver med store tydelige bogstaver på Leahs hus. Jeg slentrer tilbage for at se mit værk. LEBBE, DØ. Jeg bunder min whiskyflaske.

Skadedyret 

Jeg ser hendes ansigt i spotlyset fra spisebordslampen. Hun ser ikke ligefrem rask ud. Da sidste glas er tomt, falder hun bagover og banker hovedet i bordbenet. Da der ikke er nogen, der gør noget, piler jeg frem fra skyggen, som en rotte på jagt efter mad.