Udskyd debutalderen

Se også

Hvornår give lov?

De færreste børn har lyst til at drikke alkohol, de bryder sig ikke om smagen. Når de alligevel begynder på det, er det for at vise, de er ved at blive voksne. Du kan støtte dem i at være børn ved at lave aftaler med andre forældre om et forbud mod alkohol. Det er lettere at stå imod, hvis reglerne er de samme for alle i kammeratskabsgruppen.

Man skal være 16 år, før man må købe alkohol i butikker. Det er et signal om, at tiden i folkeskolen skal være alkoholfri. Men samtidig er dialogen mellem forældre og børn en pædagogisk udfordring, fordi der skal være tillid og åbenhed, så de unge ikke drikker i smug. Gennem en fornuftig dialog med forældrene kan børn og unge også lære om genstande, risici og forholdsregler, INDEN det bliver aktuelt.

Jo længere tid man kan opretholde et forbud mod at drikke desto bedre. Først og fremmest fordi de unges hjerner ikke er færdigudviklede før i starten af tyverne, og det kan være skadeligt at drikke alkohol inden. Det har nemlig vist sig, at et større alkoholforbrug i teenageårene øger risikoen for at udvikle afhængighed af alkohol senere i livet.

Den del af hjernen, der udvikles sidst, er pandelapperne. De er med til at adskille mennesket fra dyret, og det er her centrene for selvkontrol, risikovurdering, rationel tænkning og sociale færdigheder ligger. Den unges hjerne er dårligere rustet end den voksnes hjerne til at vurdere en situation,  derfor kommer unge lettere galt af sted, når de indtager alkohol.

Dorthe-og-Ann-Sofie-800